Historie


Tak til Lokalhistorisk Arkiv/ foto: Hugo E Madsen

Herning Taxas barndom

Foreningen Herning Taxa blev stiftet d.30.april 1938 af syv vognmænd på Gregersens Hotel, der var beliggende cirka hvor vi i dag har Hotel Scandic Regina. Ved første møde vedtog man at indmelde Herning Taxa i " Landsforeningen af Automobildroske-
ejere i Danmark " og Herning Taxa fik eneret på at føre navnet " Taxa " i Herning.

Herning Taxas første bestyrelse som kom til at bestå af tre vognmænd: Rasmus Hansen, formand Viktor Pedersen og Aksel Pedersen, der ret hurtigt fik orden i tingene. Man fik enstemmigt vedtaget et forslag til love for foreningen, og det ugentlige kontingent blev fastsat til 3 kr., som imidlertid viste sig at være rigeligt, idet regnskabet afsluttedes med et pænt overskud, hvorfor man ved næste års generalforsamling nedsatte kontingentet til 2,50 kr. De første takster man indførte, var ikke mindre moderate end foreningskontingentet. Byture betaltes med 1 kr., og kilometerprisen var 20 øre.

Taxas start 1938 fra banegården

Fra Herning Banegård 1938

Herning Taxa disponerede i begyndelsen kun over to garager, som man lejede i gården til Glasfacaden, der lå lige bag Gregersens Hotel. Den ene garage blev imidlertid omdannet til vagtlokale, for at man dér kunne etablere vagt om natten. De syv medlemmer påtog sig skiftevis nattevagten. 

Først i 40erne   Således arbejdede foreningen videre til starten af 40erne, hvor to medlemme trak sig ud. Man måtte derfor i resten af besættelsesårene arbejde med kun fem vogne, men på grund af krigens benzinrationering var kørslen i forvejen meget begrænset. På et tidspunkt fik hver vognmand kun tildelt 50 liter pr. måned.
I de første år efter krigen udvides styrken fra de fem vogne til ialt ni. Den 4.marts meddelte politimesteren Herning Taxa, at de havde fået tilladelse til at besætte tre holde-pladser på torvet. Og en måned senere fester man på Gregersens Hotel i anledning af foreningens 10-års jubilæum.

Billedet til venstre er fra krigsårene og
anordningen bag på taxien er en gasgenrator

I begyndelsen af juni 1948 etableredes telefonforbindelse til holdepladsen på torvet. Denne telefon fungerede helt efter hensigten, således at man kunne besvare alle opkald. Telefonen kunne stilles om til holdepladsen ved banegården. De tekniske fremskridt kom første gang rigtig Herning Taxa til hjælp i oktober 1949. I samtlige vogne installeredes taxametreure, som viste sig at være en ganske betydelig fordel for hver enkel vognmand. Alle vogne blev samme dag prøvekørt af overbetjent Buus-Jørgensen, og de nye taxametre blev efterkontrolleret. Den 30. november tegnede man abonnement på Falcks Redningskorps.

Ved generalforsamlingen den 30. januar 1951 ønskede formanden Rasmus Hansen, efter i 13 år at have beklædt formandsposten at blive fritaget for hvervet og nægtede derfor at lade sig genvælge. Dirigenten, J.P.Nielsen udbad sig forslag til formandsposten, og den eneste, der blev foreslået, var vognmand Viktor Pedersen, der dermed var valgt til formand. Man fik samtidig ny næstformand, nemlig Jens Peter Nielsen, og som kasserer blev valgt Michael Christensen, som revisor Christian Pedersen. I 1953 fejrede man 15 års jubilæet på Gregersens Hotel med en større spisning. Man fik serveret den store sildeanretning, alt imens formanden holdt en kort fødselsdagstale og rettede en særlig tak til politiet for aldrig svigtende velvilje. Der deltog 76 personer i spisningen.
Den 25. januar 1953 fik Herning Taxa igen ny formand. Ved generalforsamlingen på Gregersens Hotel valgte man Jens Peter Nielsen, der straks måtte gå i gang med en række betydelige og vanskelige opgaver. Man ønskede flere holdepladser, flere vogne, og der var efterhånden kommet stærke ønsker frem, gående ud på, at alle vogne skulle forsynes med radioanlæg. Den 13. februar samme år var bestyrelsen i Esbjerg for at indhente oplysninger om, hvorvidt man dér var tilfreds med radiotelefonerne. Ved hjemkomsten bestemte man at rette henvendelse til radiofirmaet i København, og den 23. februar demonstrede en medarbejder fra det københavnske firma et radioanlæg her i byen for alle chaufførerne og repræsentanter for byrådet og politiet.

Rasmus Hansen
Herning Taxas første formand og medstifter

En chauffør anvender porttelefonen på Fredhøj 1951
 
Holdepladsen på torvet 1954 ( Til højre ses Rasmus Hansen )
Holdepladsen på banegården 1954 Banegården 1950erne

Ved et medlemsmøde i april 1955, hvor man udtog tre nye medlemmer til foreningen, vedtog man ligeledes at leje kontorlokaler i bygningen Bredgade 50, og en måned senere antog man to damer til at passe telefonerne. Herning Taxa disponerede nu over 12 vogne.

I slutningen af juni 1955 var der indvielse af Taxas nye kontor og to nye holdepladser. Men indvielsen gjaldt nu i særlig grad det nye radioanlæg. Både borgmester Munk Poulsen og politimester Halsteen deltog i den festlige indvielse. Borgmesteren ønskede tillykke med det nye anlæg og sagde bl.a., at han håbede de tre syvtaller i Taxas telefonnummer ville betyde fuldkommenhed, og han takkede for det store arbejde, Taxa har øvet for at betjene kunderne på bedste måde. Derefter erklærede politimesteren radioanlægget for åbnet og tilføjede " Jeg hilser med glæde den nye radioordning og håber, at publikum vil skønne derpå."
De, der skønnede mest på det nye anlæg, efter chaufførerne, var afgjort publikum. I hvert fald steg telefonturene voldsomt fra år til år til det helt svimlende tal i 1962: 64851 ture.

Holdepladsen på torvet efter 1954
 
Skurvogn på torvet 1959 ( Taxas kontor )
 

Herning Kommune stillede i 1959 et større træskur, der var anbragt på parkeringspladsen på torvet, til Taxas rådighed. Man bekostede en istandsættelse og en mindre udvidelse. Kontoret og telefonerne blev flyttet fra Bredgade 50 til torvet. Året senere bestemte Herning Kommune, at der på parkeringspladsen skulle bygges offentlige toiletter, og i denne bygning tilbød man Taxa to lokaler, en vagtstue og et kontor. Formanden indhentede hos isenkræmmer Axel Jensen tilladelse til, at Taxas radiomast måtte anbringes på isenkræmmerens lagerbygning.

 
Holdepladsen på torvet 1963
 
Holdepladsen på banegården 1963
 

I juni 1961 aflagde bestyrelsesmedlemmerne besøg hos stadsingeniøren for at ansøge om tre nye holdepladser på den nye parkeringsplads i Bredgade, men samtidig ville man udvide vognparken med tre nye vogne. Parkeringspladsen var ikke færdig endnu. Det havde man for så vidt ikke nogen grund til at beklage fra Taxas side, men værre var det, at man på daværende tid stod og manglede tre nye vogne, som man først kunne få til den tid, parkeringspladsen stod færdig.
Taxa disponerede over holdepladser på torvet, på banegården, på Fredhøj og i Pileallé.

Den eksplosive udvikling, der havde fundet sted de sidste år, havde naturligvis også medført en væsentlig stigning i udgifterne. Det ugentlige kontingent var nu siden 1938 steget fra 2,50 kr. til 70 kr. Telefonregningen var meget stor. Taxa havde to telefonlinjer og ikke mindre end ni lokallinjer. Kontoret og telefonerne blev varetaget af 4 dygtige damer, der sørgede for, at alt, såvel overfor kunderne som overfor chaufførerne i vognene, foregik på betryggende måde.
Hver vogn kørte årligt over 80.000 km.

 
Herning Taxas 25 års jubilæum ( Billedet er taget i april 1963 ved Herning Taxas kontor der blev opført i 1961 ved torvet ).

Mail modtaget 18/11 2013

Til Herning Taxa.

Jeg har med stor interesse læst jeres overblik over Herning Taxas historie på nettet.
Jeg har en særlig interesse i siden, for jeg er søn af Taxavognmand J.P. Nielsen, der nævnes et par
gange i artiklen, bl.a. som formand fra 1953.

En enkelt rettelse omkring min far: Han hed Jens Peter, altså med T i Peter, og var kendt som " Jens
Peter" i hele Herning. Han var samtidig i en årrække formand for Herning og omegns
Kørelærerforening og for øvrigt også med i bestyrelsen i Taxas landsledelse, dengang formanden
hed Verner Olsen.

Jeg kørte selv som afløser ved Herning Taxa fra 1971-73, mens jeg læste til lærer på Herning
Seminarium.

En enkelt anekdote: Min far fik en god rabat fra Mercedes (Gjørret og sønner) i 1963, da han som
den sidste skiftede sin Taxa ud til Mercedes. Han havde en Ford Taunus, men Gjørret ville gerne
have en komplet række Mercedes´er til paraden gennem byen ved Taxas 25 års jubilæum. Så i 1963
var det kun Mercedes, der kørte for Taxa, indtil Volvo 144 senere i 60-erne begyndte at sælge med
en gastank i bagagerummet.

Omkring vagtstuen i Bredgade kan jeg i øvrigt oplyse, at jeg har tilbragt flere nytårsaftener der,
fordi min far syntes det var synd for telefondamerne, at de ikke havde fri denne aften. Så min far og
mor passede telefonerne og radioen, mens jeg sad med Anders And eller kiggede ud på raketterne
gennem centralens vinduer.

Venlig Hilsen

Lennie Boesen

----------------------

Mail modtaget 19/11 2013

Til Herning Taxa

Jeg har samlet lidt fotos fra min samling af gamle Herning-historier.
Jeg skrev i min første mail, at det var Gjørret og Sønner, der solgte en Mercedes til min far i 1963.
Men det var et par år senere, at sønnerne købte Arne Poulsen ud, så Mercedes i Herning 1 1963 hed Gjørret og Poulsen. Fotografiet "1963 jubilaeum a" viser de 12 Mercedes´er linet op foran forretningen på Viborgvej.

1963 jubilaeum a
Samme dag blev fotografiet på jeres hjemmeside af vognmænd/chauffører/kontorpersonale ved kontoret på Torvet taget. Jeres er et avisbillede i s/h. Jeg vedlægger originalen i farver "1963 jubilaeum b".
 
1963 jubilaeum b
Ved Herning Taxas 15 års jubilæum i 1953 blev der taget nogle fotos ved indvielsen af radiokontoret i Bredgade. Fotograf var Hugo E. Madsen. Jeg vedlægger et, hvor telefon og radio skulle demonstreres."1953 Kontor i Bredgade". Bemærk blomsterne fra festlighederne i vinduet.
 
1953 Kontor i bredgade
   

Jens Peter Nielsen var formand fra 1953 - 1976. Han var også i bestyrelsen i Taxas landsforening, hvis officielle navn var: Foreningen af Automobildroskeejere i Danmark.

Vi var meget bevidste om, at Taxa var drosker mens alle andre var Lillebiler/Ringbiler eller Minicabs.
Forskellen var, at ved Taxa skulle man udover erhvervskørekortet også have et droskekort, der dokumenterede, at man havde en ren straffeattest, havde god kendskab til byen og kunne fremvise god opførsel og hjælpe ældre og handicappede passagerer. Til gengæld havde Taxa eneret på de officielle holdepladser, og Taxa fik al kørsel for kommunen og postvæsnet. Jeg har fx selv mange gange kørt rundt i Herning og omegnskommunerne med søndagsbreve for postkontoret.

"1953 Banegård-Posthus" viser min fars Vauxhall, som han købte med statslig indkøbstilladelse i 1952 eller 1953. Den holder på Banegårdspladsen ved perronnedgangene mellem banen og Posthuset, der er bygningen i baggrunden. Det var lidt af et lotteri om vi valgte at holde ved Banegårdens hovedindgang og fik passagerer op der, eller vi foretrak at holde ved den anden opgang fra perronerne og kunne være heldig at snuppe en kunde der kom op ad trapperne der.

 


Jens Peter Nielsen

 
1953 Banegård-Posthus

Som I skriver var Herning Taxas 2. formand Viktor Pedersen. Jeg vedlægger et foto af ham og hans store bil fra 1953. Dengang var det en regel, at der på nattevagterne skulle være mindst én 7-personers bil til stede. Det krav opfyldte Viktor Pedersen.

Viktor Pedersen, Herning Taxas 2.formand

 
"1953 Vogn 9 - Jimmy" viser min fars Taxa i 1953 med chaufføren stående ved siden af. Man var godt klædt på, for varmeapparaterne i bilerne var elendige, og der var uniformspligt inkl. kasketter.

1953 Vogn 9 - Jimmy

 
Så er der de to sidste billeder, der viser den vogn min far kom ind i Herning Taxa med på bevillings no. 9, så vidt jeg husker i 1949. På "1949 - Vogn 9 Sorøvej" står far ved siden af bilen parkeret ved fortorvet foran Sorøvej 31b, hvor jeg er født i 1948. Han havde garage i baggården, og her hang en telefon med direkte linie op til lejligheden på 2.sal, så han kunne ringe op og spørge min mor, om der var ringet om nye ture. Så var han fri for at tage trapperne op og ned, hvis der var kunder der ventede.

1949 - Vogn 9 Sorøvej

 
1949 - Vogn 9
 
Den kommunale droskebevilling fra 1949.
 
Droskekort fra 1950

En stor tak til Lennie Boesen for det fremsendte materiale.


Herning Taxa
Sakskøbingvej 8
7400 Herning
Phone: 97120777
herning@herning-taxa.dk
CVR.: 38014110

Programmeret og hosted af nordicweb